Kendetegn ved ældre facader og betydningen af det rette materialevalg
Ældre bygninger udstråler ofte en særlig karakter og stemning, hvor detaljerigdom og traditionelt håndværk træder tydeligt frem. Murerarbejdet på facader opført før 1950’erne er typisk udført i massive teglsten, puds eller natursten. Her finder man også fine gesimser, bånd og profiler, som både har en æstetisk og praktisk funktion. Disse elementer beskytter huset mod vejr og vind, samtidig med at de definerer bygningens udtryk. Når der skal renoveres, er det vigtigt at kende bygningens oprindelige materialer og opbygning. Hvis man vælger forkerte materialer, kan det medføre problemer som frostsprængninger, afskalninger eller fugt, fordi moderne materialer sjældent harmonerer med de gamle vægges egenskaber til at optage og afgive fugt. Det er derfor en god idé at tage udgangspunkt i husets alder, arkitektur og de eksisterende materialer. På den måde kan både facadens udseende og dens funktion bevares. Målet er ikke blot at reparere, men at sikre, at væggene fortsat kan ånde og fungere, som de var tænkt fra begyndelsen. Det forudsætter, at man sætter sig ind i de gamle byggemetoder og materialernes samspil.
Tegl, kalk og mørtel. Klassiske materialer til facaderenovering
En stor del af Danmarks ældre facader er bygget af tegl og fuget med kalkmørtel. Disse materialer har vist sig holdbare gennem mange år, men skal behandles med respekt i forbindelse med renovering. Danskproducerede vinduer
som fremstilles med respekt for traditionelle teknikker og materialer, bidrager til at bevare bygningens autentiske udtryk og sikrer, at både funktion og æstetik går hånd i hånd ved udskiftning eller renovering. Nutidens cementmørtler kan umiddelbart virke praktiske, da de er stærke og nemme at arbejde med, men de er ofte for tætte og stive til ældre murværk. Cement tillader ikke samme bevægelser og fugttransport som kalkmørtel. Resultatet kan blive revner eller ophobet fugt, hvilket skader murstenene. Kalkmørtel gør det muligt for murværket at ånde og følge de bevægelser, der naturligt opstår i gamle bygninger. Hvis der skal udskiftes teglsten, er det en fordel at finde sten, der matcher de eksisterende i både farve, størrelse og overflade. Gamle mursten har ofte en mere levende og porøs struktur, som fabriksnye sten sjældent rammer. Her kan genbrugte eller specialfremstillede mursten være nødvendige for at bibeholde det autentiske præg. Til pudsede facader er kalkbaseret puds at foretrække, især hvis huset tidligere har haft kalkpuds. Kalkpuds tillader murværket at ånde og bevarer facadens karakteristiske udseende.
Trædetaljer, vinduesomramninger og gesimser i den ældre facade
Facader fra omkring år 1900 og før rummer ofte mange snedkerdetaljer og udsmykninger i træ. Vinduesrammer, døre, gesimser og fyldinger er ikke kun dekorative, men også vigtige for funktionen, da de beskytter og afslutter facadefladerne. Ved renovering af disse elementer bør man særligt overveje valg af træsort og overfladebehandling. Oprindeligt er der ofte brugt kernetræ af fyr eller eg, som har en naturlig modstandsdygtighed overfor vejret, især når det bliver vedligeholdt med den rette maling. Moderne trykimprægneret træ kan umiddelbart virke som en genvej, men matcher sjældent de gamle materialers udseende eller langtidsholdbarhed. Når vinduesrammer skal udskiftes eller repareres, giver det god mening at bruge samme træsort og profilering som oprindeligt for at bevare de arkitektoniske linjer. Traditionel linoliemaling er velegnet, da den giver træet en diffusionsåben overflade, hvilket mindsker risikoen for afskalninger. Små detaljer, som profilerede lister, udskæringer eller beslag, har stor betydning for helhedsindtrykket. Derfor bør de udføres med respekt for det oprindelige håndværk.
Puds, maling og overfladebehandling. At respektere det eksisterende
Pudsede facader på ældre huse har ofte været udsat for både vejrlig og tidligere uheldigt udførte reparationer. Mange steder er kalkpuds blevet lappet med cementpuds eller plastbaserede materialer, som ikke fungerer optimalt sammen med det gamle murværk. Disse nyere materialer kan holde på fugten, hvilket kan føre til afskalninger og skader i den oprindelige konstruktion. Ved renovering bør man vælge kalkpuds, der ligner det oprindelige i både struktur og farve. Det kræver et godt øje og grundighed at genskabe de gamle overflader korrekt, især hvis facaden har stuk eller andre dekorative udsmykninger. Til maling anbefales kalkmaling eller silikatmaling, fordi de tillader væggen at ånde, så fugt kan slippe ud. Plastmaling bør undgås, da den kan danne en tæt hinde, der holder på fugten og skader facaden. Når der vælges farver, bør der tages hensyn til både husets arkitektur og de omkringliggende bygninger. På den måde sikres et harmonisk og respektfuldt udtryk i forhold til den oprindelige stil.
Detaljer, overgange og samlinger hvor fejl ofte opstår
Skader på ældre facader dukker ofte op i overgange mellem forskellige materialer eller ved samlinger, hvor fuger, lister eller beslag beskytter mod fugt. Særligt sålbænke under vinduer, inddækninger ved tag og overgange mellem murværk og træ kræver ekstra omhu, da det er typiske svage punkter. Når sålbænke skal skiftes eller repareres, bør materialerne svare til de oprindelige, hvad enten det drejer sig om skifer, zink eller malet træ. Fuger bør laves i kalkmørtel, hvis det var det, der blev brugt tidligere, og samlinger skal udføres, så de kan bevæge sig, uden at der opstår sprækker. Moderne, stive fugemasser har ofte svært ved at følge de bevægelser, som forekommer i gamle bygninger, og revner derfor let. Hjørner, udsmykninger og samlinger omkring døre og vinduer bør udføres præcist og med øje for detaljen, for det er ofte her, fejl eller skævheder bliver synlige. Det har stor betydning at studere de eksisterende løsninger grundigt og arbejde omhyggeligt med dem. Det gælder både for facadens udseende, holdbarhed og funktion langt ind i fremtiden.
